Et liv med blomster

75 års butiksjubilæum, 60 års fødselsdag og 25 år som selvstændig er hvad Grethe Madsen fra Sara Blomster i Odense kunne fejre den 10. april i år. BLOMSTER har besøgt den hyggelige butik, hvor man er klar til den travle tid. 

Tekst: Jens Poulsen
Foto: Henrik Mark

En af de ældste blomsterbutikker i Odense er Sara Blomster på hjørnet af Hjallesevej og Allégade tæt på byens centrum. Her har Grethe Madsen været selvstændig i 25 år, men butikken har eksisteret på samme sted og med samme navn i 75 år.

- Jeg ved desværre ikke helt sikkert, hvornår butikken åbnede i 1937, så vi har besluttet at fejre det hele på én gang  i april, hvor jeg også fylder 60 år, lyder det med en munter latter fra Grethe Madsen.

DM-bronze i 1986

Den gæve blomsterhandler kom allerede som 17-årig i lære hos Balslev Blomster i Odense. Efter endt arbejdede Grethe Madsen hos forskellige blomsterhandlere i byen og havde også en enkelt afstikker til Vejle i nogle år.

- Ja – men så kom jeg ned til Mogens Grønbech i Bellinge, og her var jeg faktisk til jeg overtog Sara Blomster i 1987. Det var nogle dejlige år, hvor Mogens og jeg dyrkede konkurrencebinderi med liv og sjæl, fortæller Grethe Madsen. Hun har hele tre gange været Fyns Mester og opnåede i 1986 en flot bronzemedalje ved Danmarksmesterskabet, der netop det år blev afviklet i Fyns Forum i Odense.

- Det var helt fantastisk at konkurrere på hjemmebane. Mogens Grønbech havde vundet DM i 1984, så der var noget at leve op til, og jeg var bare så stolt af min bronzemedalje, husker Grethe Madsen med et stort smil.  DM i 1986 blev i øvrigt vundet af Jørn Jensen, Skanderborg foran Irene Eskildsen Bayer fra Esbjerg.

Ingen krise i Sara Blomster

Overtagelsen af Sara Blomster i 1987 betød samtidig et farvel til konkurrencebinderiet. Der var rigelig at se til for den nystartede blomsterhandler, og alle kræfter blev sat ind på at skabe et godt fundament for et fremtidigt virke i blomsterbranchen. Det er lykkedes over al forventning, og i dag har Sara Blomster en både stor og ikke mindst trofast kundekreds.

- Vi har faktisk ikke mærket noget til krisen, og det skyldes helt sikkert vores kundesammensætning. I de senere år er udviklingen i retning af, at vi er blevet en mere udpræget buketbutik. Plantesalget er næsten udelukkende begrænset til orkideer, men til gengæld er antallet af firmakunder steget ganske pænt, og endelig tiltrækker vi også kunder, der gerne vil have noget specielt. Det giver en god kundebredde og minimerer de store udsving i den daglige drift, siger Grethe Madsen, tredobbelt jubilar i Sara Blomster.

Danske Blomsterhandlere | Park Alle 382 B, 2625 Vallensbæk  | Tlf.: 4343 4747